Første fremkaldelse af papirprints i Caffenol!

Som nævnt i et tidligere indlæg, har jeg gået og spekuleret lidt i at fremkalde papirprints i den alternative fremkalder Caffenol, baseret på kaffe. Og nu har jeg så fået forsøgt mig, med lidt blandet held. Mere herom senere.
Jeg havde taget min mors instant kaffe (det er alligevel bedst for hende ikke at drikke det stads), købt noget vitamin C over Ebay og købt noget kaustisk soda i Bilka. Jeg var i tvivl om, hvorvidt der var vand i det kautiske soda, så jeg havde læst et tip på nettet om, at man kunne veje 100 gram af, ligge det på en plade/tallerken i ovnen ved 120˚C i, eh, et stykke tid (jeg gav det en halv time - måske i underkanten). Bagefter vejer man det igen, og hvis det har tabt nogle gram, så er der vand i. Hvis det f.eks. taber 50% i vægt, så skal man bruge dobbelt så meget af det uopvarmede som opskriften foreskriver. Mit tabte ikke vand, så knægten i Bilka havde nok ret; det er vandfrit. Eller også er min fars 30 år gamle analoge plastikvægt bare upræcis. Meh, jeg brugte det sgu.

Fars køkkenvægt. Hva'? Jojo,
selvfølgelig er det da relevant.

Hvor kom jeg til? Ah ja, jeg blandede min første Caffenol-'suppe'! Ingredienserne skal hældes langsomt i vandet ét af gangen og opløses helt før det næste hældes i. Rækkefølgen er som følger: natrium karbonat, vitamin C og så kaffen. Den endelige opløsning skal have en temperatur på 20˚C!
Ovenstående står med fed skrift fordi: Jeg er begyndt at blive irriteret over kemikaliers kræsne temperaturvaner, og her må jeg sige, Caffenol hjælper ikke ligefrem. For lur mig, om ikke mit natrium karbonat fik temperaturen på det ellers ca. 16-18˚C kolde vand til at stige til 35˚C! Jøsses, jeg kan ikke arbejde med den slags. Nå, fint, natrium karbonat udvikler altså varme i kontakt med vand. Så meget vidste jeg faktisk, men internettet sagde omkring 3˚C! Og internettet lyver ellers aldrig. Måske er det fordi jeg bruger kaustisk soda fra Borup. May lightning strike you, Borup! (Update: for nørder kaldes det for en exoterm reaktion.)
Nå. Jeg kølede ned, og satte min midlertidige opløsning i fryseren for at få den til at gøre det samme. Det tog en halv times tid for den. Resten af ingredienserne blev blandet i uden problemer. Men hold kæft det stinker grumt.
Godt, stoppebad og fiksér blev også blandet, og i dette tilfælde ydermere et ekstra kar med rent 20˚C vand mellem Caffenolen og stoppebadet. Det skulle forlænge stoppebadets og fiksérens levetid.
Endnu engang forsøgte jeg mig med forskellige eksponeringstider, men blev enig med mig selv om, at det nok var bedst bare at give papiret så meget lys som min fancy Philips PDT 022/01 (eller sådan noget) synes det skulle have.
Det var også mere tiden i fremkalderen, som voldte problemer - igen. Jeg sidder på gulvet i min fars hus med karrene, og der er altså varme i hans gulv, så det er umuligt at holde væskerne 20˚C. Jeg måtte da også sande, at jeg ikke kunne udvikle nogen teknik på daværende tidspunkt, men bare forsøge at hive papiret op efter tilpas tid. Jeg hev dem konstant op og ned i fremkalderen, for man kan jo ikke se noget igennem Caffenol.
Jeg endte med at få en bedre succesrate end med den for gamle fremkalder, men det var stadig ikke imponerende. De bedste resultater (ud af mange!) følger her:

Fremkaldt på Tetenal Work RC grade 4 papir. 
Fingeraftrykkene ved bygningen er også en lille lærestreg om for 
pokkker ikke at røre ved det skidt før det er fikséret.

Fremkaldt på Tetenal Work RC grade 4 papir.

Fremkaldt på Kodak Professional RC grade 2 papir.

Ingen af billederne er efterbehandlet. Pointen er at vise, hvordan de kom til at se ud i fremkaldelsen af Caffenol.
De to første billeder af Battersea Power Station er mildest talt ulige fremkaldt, er enormt støvede og måske nok lidt underfremkaldt/ -eksponerede. Jeg kan bedre lide de her end dem jeg fremkaldte i det for gamle fremkalder, fordi jeg synes de her har et lidt mere stemningsfuldt udtryk over sig. Eller også er det noget jeg gerne vil se, fordi jeg VIL have Caffenol til at blive en succes. Engang.
Men, efter at have set det sidste billede, selvportrættet, er jeg dog blevet mere fortrøstningsfuld. Det har en udmærket kontrast, en okay dynamisk rækkevidde, detaljer i både højlys og skygger og faktisk en rimelig skarphed. At papiret så er underfremkaldt og/eller undereksponeret, og at min scanner ikke ligefrem gør det bedre, det er jo så en anden sag. Det er også lidt tåge på billedet, som forhåbentlig skyldes den på dette tidspunkt nok rimeligt varme fremkaldervæske. Men ellers har jeg læst om, at kalium bromid (hva så end det er) skulle være et effektivt anti-tåge middel i Caffenol, i hvert fald når den bruges som negativfremkalder til hurtige film (ISO 400 og højere).
Jeg går i gang med at indrette mig et mørkekammer hos min far, hvor jeg bliver i stand til at holde temperaturen på det rette sted, og så får vi jo at se, om ikke jeg kan producere gentagelige billeder. Det skal nok gå.

Tør man prøve Caffenol?

Jeg havde for noget tid siden en frustrerende første oplevelse med fremkaldelse af papir fra mine negativer. Det fik mig til at tænke lidt generelt over alt det bøvl med dyrt indkøb og korrekt opbevarelse af alle mulige slags fremkaldekemikalier. Det må kunne gøres billigere. Og så er det jo, at jeg et par gange på nettet er faldet over den alternative negativfremkalder Caffenol, som er baseret på kaffe! Og eftersom jeg er tosset med kaffe, er det mildest talt noget jeg godt kunne tænke mig at prøve.

At fremkalde film med kaffe lyder måske en smule (læs: meget) tosset, og der findes da også folk som laver alt muligt underligt bare fordi de keder sig. Det gælder selvfølgelig også i foto-miljøet. Men efter at have læst to blogs, som begge virker meget seriøse omkring fremkaldelse af film i Caffenol, er min nysgerrighed alligevel pirret.
De to blogs er hhv. Caffenol.blogspot.com og Caffenol.org. Caffenol.blogspot.com er en blog skrevet af en tysker ved navn Reinhold, og jeg har fornemmelsen af, at ham og Dirk fra caffenol.org var nogle af pionererne indenfor masseudbredelsen af Caffenol-fremkaldelse tilbage i starten af 2010 (selvom fremkaldelse med Caffenol har været fremme siden en vis Dr. Scott A. Williams Ph.D. fra Rochester Institute of Technologie i 1995 lavede forsøg med alternative former for fremkaldervæsker lavet af husholdningsprodukter).

Det oprindelige hold bag udviklingen af kaffe som fremkalder!

Deres to blogs er utroligt omfattende, med eksempler på mange forskellige opskrifter til forskellige film og test af et utal af sort/hvide film i Caffenol.
Umiddelbart tør jeg nok ikke kaste mig direkte ud i at anvende Caffenol som negativfremkalder. Tænk hvis det ødelægger mine dyrebare negativer? Jeg vil hellere anvende det til at fremkalde papirbilleder fra mine "normalt" fremkaldte negativer, så det eneste jeg risikerer er fotopapir.
Det meste information på nettet omhandler dog fremkaldelse af negativer, men det lykkedes mig at finde et par informative blogindlæg om papirfremkaldelse;
Tom Overton Images har en fin artikel helt tilbage fra 2009 om papirfremkaldelse og Caffenol.org har et indlæg om ditto fra maj 2011.
Fælles for fremkalder til negativer og papirprints er, at opskriften er utrolig simpel. Ingredienserne til 1 liter er som følger:
1 liter vand
100 ml natrium-karbonat
16 ml vitamin C
160 ml instant kaffe
Jeg har bestilt Vitamin C fra ebay-sælgeren breinbauerrohstoffe, som er et familieejet virksomhed i Tyskerland, der sælger vitamin C til bagerier, osv.
Mht. natrium-karbonatet, så finder jeg det ret svært at skaffe hvor jeg bor. Jeg købte noget Kaustisk Soda (natriumhydroxid) i Bilka, men der er vist nok vand i, så det kan ikke bruges. Det skal være vandfrit pulver! Jeg har prøvet at finde noget på Ebay, men har ikke altid kunne vurdere, om det er vandfrit, da der ikke altid står "anhydrous" under annoncen.
Jeg bakser videre med det. Nu har jeg i hvert fald besluttet mig for at prøve det!

Første fremkaldelse af papirprints fra sort/hvide negativer!

Ikke længe efter at jeg havde fremkaldt et par filmruller, kløede det i fingrene efter at fremkalde negativerne på papir, sådan som jo hele tiden har været det endelige mål. Og det vil da ved gud være en langt større tilfredsstillelse at se sine billeder på papir i positivform end på film i negativform, tænkte jeg.
Processen med at fremkalde papir er grundlæggende den samme som når man fremkalder negativer, bortset fra en ting; du kan ikke bare proppe dine papirer ned i en fremkaldertank, og så hælde forskellige kemikalier på undervejs. Til gengæld må du godt have en lille smule lys under processen (i modsætning til når du ruller filmen på fremkalderspolen i negativfremkaldelsen), sålænge det er den rigtige slags lys; nemlig mørkekammerlys.

Ilford mørkekammerlys.

Man skal bruge følgende; nogle negativer selvfølgelig, et forstørrelsesapparat hvori negativet kan blive belyst og forstørret ned på papir, papirfremkalder, fikser, stoppebad, 3 væskekar, en tang til hvert kar, fotografisk papir, en klapramme til at holde papiret fast, og en måde at tage tid på i semi-mørke.
Jeg har sådan en fancy maskine, der kan måle lyset i negativets højlys og skygger, og derefter beregne eksponeringstiden. Uden en sådan maskine skal man fremkalde en såkaldt 'test-stripe' for hvert negativ. Det er en stribe fotopapir, som man eksponerer negativet på i 4 forskellige tider (f.eks. 2, 4, 6 og 8 sekunder). Det gøres ved at ligge et stykke sort pap over 3/4 af striben, flytte den efter 2 sekunder til at dække 2/4 af striben, flytte den igen efter 4 sekunder for at dække 1/4 af striben, og så flytte den efter 6 sekunder helt for at give den sidste fjerdedel de sidste 2 sekunders lys. Den fremkalder man så, og vurderer den bedste eksponeringstid for sit 'rigtige' foto.

Mit franske Ahel 6b forstørrelsesapparat,
om hvilket det ikke er muligt at finde
engelsksproget information på nettet...

Som fremkalder havde jeg Ilford Multigrade papirfremkalder, der godt nok havde stået halvfuld på en hylde i et års tid. Mere herom senere. Som stoppebad blev der blandet endnu en omgang 2 % eddikesyre, det var sikkert fint nok. Som fikser brugte jeg bare Ilford Hypam Rapid Fixer, den virker både til negativer og papir. Man skal dog vistnok bruge en lidt stærkere koncentration til papirfremkaldelse, men jeg havde allerede en 1+4 opblanding, som jeg havde gemt fra min negativfremkaldelse, så den brugte jeg bare.

Ilford Multigrade.

Jeg startede med at sætte mit forstørrelsesapparat op ude i gangen sammen med mørkekammerlyset, væskekar og fotopapir (noget Tetenal Work graduering 2 & 4 og noget Kodak Professional graduering 2, altsammen RC-papir). Derefter blandede jeg fremkalder, stoppebad og fixer ved nærmeste håndvask til 20°C. Så var jeg sgu klar!

Jeg bøvlede noget tid med at få den der maskine som måler eksponeringstid til at virke, hvilket i bakspejlet nok har givet mine væsker tid til at blive for varme. Anyhow, jeg fik den omsider til at virke, så jeg slukkede alt lys (også mørkekammerlyset, ved dog ikke om det er nødvendigt) og eksponerede mit første billede (et negativ fra London som jeg havde vurderet til at være et værdigt 'første'). Så blev mørkekammerlyset tændt, så jeg kunne se væskekarrene, og jeg smed papiret ned i fremkalderen. Det kom til at se sådan her ud:

Ja, jeg har rent faktisk
scannet det ind, dette
er ikke bare et random
sort billede.

Og jeg som lige havde glædet mig til at se mit billede dukke lige så langsomt frem på papiret i mørkekammerets rød-orange skær! Bevares, jeg nåede da også lige at se billedet dukke frem efter cirka 5 sekunder, men så gik der halvandet sekund mere, og så var hele papiret sort. 

Utrolig lidt kontrast, meget lille
dynamisk rækkevidde, fladt og gråt.

Ulige fremkaldelse, fladt og
kontrastfattigt, osv.

Det her må jeg indrømme frustrerede mig en hel del. For pokker, hvorfor fejler jeg nu? Jeg prøvede et utal af forskellige eksponeringstider, alt mellem 0,5 sekund og 8-10 sekunder. Lige lidt hjalp det, billedet blev kulsort inden jeg kunne hive det ud af fremkalderen og ned i stoppebadet. Jeg udviklede en "teknik" med lynhurtigt at hive papiret ud, lige så snart der var antydningen af en billede, smide det i stoppebadet, smide det i fikseren og så studere det. Nogle af de bedste eksempler jeg fik ud af den mildest talt upraktiske og ugentagelige metode så sådan ud:

Ja okay, det giver da nogle billeder der ser gamle og slidte ud, så hvad brokker jeg mig over? Over at det ikke var meningen, at de skulle se sådan ud. Det var ikke en effekt, jeg kunne styre, så jeg kan hverken gentage den eller modulere den efter ønske. De ser jo ikke gamle ud, de ser bare decideret mislykkede ud, imho. Hvad jeg heller ikke viser er, at disse to er de bedste af 25-30 stykker papir, hvoraf resten var lige til skraldespanden.

Så. Hvad gik der galt? Da jeg kom ud af 'mørkekammeret', kunne jeg bedre reflektere over, hvad min fejl dog kunne have været. Og på trods af, at jeg godt vidste hvor gammel min fremkalder var, havde det ikke faldet mig ind derinde, at den kunne være årsagen. Den tanke kom først til mig bagefter, stupid me. Jeg var overbevist om, at jeg måtte gøre et eller andet forkert.
Min troubleshooting med google førte til lidt forskellige forklaringer, men jeg vidste heller ikke lige helt, hvordan jeg skulle formulere min søgning. Fælles for mange forslag til løsninger på lignende problemer var dog fremkalderens alder. Så nu må jeg vente til jeg får mulighed for at skaffe mig noget nyt papirfremkalder...

Indkøb af fotopapir!

Jeg fik forleden muligheden for at købe et lager af fotografisk papir fra primært 80'erne. Det skyldes, at den tidligere ejer, en rigtig fin fyr, købte det engang i 90'erne (tror jeg det var) som et slags 'livs forbrug af fotopapir'. Han havde, ligesom så mange andre måbende fotografer dengang, ikke set den digitale revolution komme. Deraf tilnavnet 'revolution', vil jeg tro?
Han kaldte det selv for "noget nær mit livs dårligste timing". Den digitale revolution, sammen med Canons skift fra FD-mount (mount = objektivfatning) til EF-mount i 1987, der fra den ene dag til den anden gjorde alle ældre Canon-objektiver ubrugelige med fremtidens Canon-udstyr, gjorde ham forståeligt nok ærgerlig over fotografien som branche.
Siden har papiret ligget hos ham og ventet på, at nogen ville udnytte det til igen at skabe noget kreativt med analog fotografi.
Jeg har lavet en hurtig hovedudregning, der skulle være omkring 5500 stykker fotografisk papir i alle størrelser, tykkelser, toner, kontrastgradueringer, osv. Fra ca. 6x10cm til 50x60cm.
Det meste af det er såkaldt baryt-papir, hvilket er fiber-baseret og kræver en særlig fremkaldemetode. Heri indgår en tørpresse (tror jeg det hedder), som skal undgå at papiret krøller og sådan. Sådan en har jeg ikke, så det vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt.
Resten er almindelig RC-papir (Resin-Coated = plastik-belægning), og det kan jeg bruge uden videre gøgl.
Der er mest Agfa og Kodak professional, så er der en del Kodak Elite Fine Art (good shit), en portion Efke og en enkelt pakke Ilford.

Her er alt papiret, undtagen 50x60cm stykkerne.

Jeg vil ha' en ny negativfremkalder

Efter at have brugt negativfremkalderen Tetenal Ultrafin, er det gået op for mig, at den giver nogle rigtig skarpe negativer med ikke særligt synlige korn. Hvilket jo er fantastisk, hvis man kan lide den slags. Jeg er desværre lidt besværlig, for jeg vil gerne have meget markante korn, da det minder mig mere om det "oldschool" grynede look, jeg leder efter.

Dejlig grynet foto, af vittorio82.

Efter at have søgt lidt rundt på det store internet (google er din ven!), viser det sig, at jeg ikke er den eneste, som faktisk godt kan lide det kornede, gammeldags look. Tænk sig, der er en Flickr-gruppe ved navn 'Grain is Good!' I specielt denne tråd har jeg fået inspiration til såvel film- som fremkaldervalg;
Flickr: Grain is Good discussion - Best grainy film?.
Der er også en tråd i den gruppe, som har en del eksempler på velfungerende kornede fotos (og nogle knap så velfungerende);
Flickr: Grain is Good discussion - Your grainiest photo.
Så nu har jeg lagt mig fast på, at det skal være fremkalderen Rodinal, da den er blevet fremhævet utallige gange, ikke bare i forbindelse med grovkornede billeder, men ret generelt. Det er det ældste fotografiske produkt stadig i produktion! Der er bare lidt den hage, at AGFA, som oprindeligt producerede det, ikke længere fører det. Til gengæld bliver det produceret af et par andre firmaer. To tyske af slagsen, Adox og Compard producerer hhv. Adonal & R09 One Shot, begge skulle være samme formular som gamle Rodinal, og bliver også kaldt Rodinal i daglig tale. Eftersom www.macodirect.de havde R09 One Shot og en masse andre ting jeg skulle bruge, blev det den.

Lad os nu bare kalde det Rodinal.

Erfaringer med negativfremkaldelse i Rodinal kommer senere!

Første fremkaldelse af sort/hvid-film

For ikke så længe siden prøvede jeg, sammen med min ven Søren, at fremkalde film for første gang. Det kunne jeg (endelig!) komme til at gøre, fordi jeg havde fået udstyret til et komplet mørkekammer af en anden ven Alexander, som ikke havde plads til det i hans nye lejlighed.
Det første problem Den første udfordring bestod i kemikalierne. Jeg havde fået 1l Tetenal Ultrafin filmfremkalder og en næsten tom Ilford Rapid Fixer (og en Ilford Multigrade Developer til papir, men den lader vi lige ligge). 

Jeg skulle altså anskaffe mig et stoppebad til brug mellem filmfremkalder og fixer. Et velkendt trick for at spare penge (man er vel jyde), er at bruge eddikesyre som stoppebad i en 2 % opblanding med vand. Og når nu en liter 32 % eddikesyre koster 20-25 kroner, så rækker det jo langt, for så blander man det 1+15. (Min lokale fotopusher fortalte mig, at man bør bruge citronsyre i stedet, hvis man bekymrer sig om miljøet. Jeg mangler stadig at finde ud af, hvad jeg skal gøre af resten af kemikalierne, når jeg har brugt dem. Så indtil videre har jeg bare lukket øjnene og hældt det i vasken. Fy skamme mig.)

Jaja, alle ved hvordan
eddikesyre ser ud. Men det
er sjovt at sætte billeder ind.

Nå, jeg skulle også bruge noget mere fixer, eftersom den smule jeg havde tilbage sandsynligvis var for gammel. Min fotopusher fører bare ikke længere kemikalier til filmfremkaldning! Det er der nok ikke mange der gør i Jylland. Så måtte jeg jo få Søren, som også bor i København, til at købe mig en dunk Ilford Hypam Rapid Fixer. (Du kommer til at fortryde det, hvis du spørger mig hvad forskellen på de to nævnte fixere er - jeg ved det nemlig. Det er ikke meget.)
Så langt så godt. Lige så snart Søren fik sin røv og fikseren med til Jylland, så gik vi i gang. Man har faktisk ikke brug for et decideret mørkekammet til at fremkalde filmen til negativer, for det eneste man skal gøre i fuldstændig mørke, er at rulle filmen på en spole og komme den i fremkaldertanken. Det er til gengæld også svært nok, og til det skal man altså bruge fuldstændig mørke. Vores toilet har ingen vinduer, så der blev det. (Man kan også købe en mørkekammerpose, som denne her. Den blev anbefalet af en på www.phosee.dk, og jeg overvejer den lidt. Men det er vist en luksus.)
Så det man skal have med ind i det interimistiske mørkekammer er; en eksponeret film eller to (min fremkaldertank har plads til to spoler), fremkaldertank, spoler, øloplukker og en saks. Jeg havde to Ilford HP5+ film, som jeg havde haft liggende i et år, fra da jeg startede med at fotografere analogt. 
Man sikrer sig først, at rummet er tilstrækkeligt mørkt ved at stå derinde i 5 minutter. Tommelfingerreglen er, at hvis du kan se noget frem for dig efter 5 minutter er der IKKE mørkt nok. Det er svært at gøre et rum med vinduer så mørkt. Derefter åbner man filmkassetten med øloplukkeren. Når man lader filmen ind i rullen, foregår det således (bare i mørke, rigtig meget mørke):

Filmen føres ind i spolen.

Jeg har dog været så heldig at få en orange plastik-dippedut med til mine spoler (yay!), så det gør arbejdet væsentligt nemmere. ...Fandt jeg ud af, efter at have knoklet med ovenstående metode i 3 kvarter på badeværelset. I total mørke selvfølgelig.
Men "med plastik-dippedut bliver livet som en leg", som man jo siger.

Fedt for dig, hvis du får hjælp af orange plastik.

Efter opspolingen af filmen skal spolerne ned i fremkaldertanken, som skal lukkes tæt. 
OG SÅ KAN LYSET TÆNDES, HURRA!
Nu kommer næste udfordring; kemikalierne skal blandes og opnå den rette temperatur. Når jeg blander mit Tetenal Ultrafin 1+10, dvs 1 del + 10 dele vand, og holder det ved 20°C, så er fremkaldetiden 4:30 min. Fremkaldetider for stort set alle fremkalder- og filmkombinationer kan i øvrigt findes på digitaltruth.com. 
Men at opnå den rette temperatur til fremkalder, stoppebad og fixer, det kan være en frustration uden lige! Jeg blandede væskerne med nogenlunde 20°C vand, og lod dem så stå i et lidt koldere vandbad. Fremkalderen blev på et tidspunkt for kold, og jeg måtte lade varmt vand løbe ned over bægerets side indtil det nåede rette temperatur. -.-'
Men herefter går det stærkt. Fremkalderen hæles i fremkaldertanken, der agiteres/kippes (dåsen vendes forsigtigt på hovedet og tilbage igen) konstant de første 30 sekunder, derefter to gange hver 30. sekund. Efter hver agitation skal man banke tanken let ned i bordet for at frigøre luftbobler, så de ikke sætter sig på filmen. Agitationstider varierer lidt alt efter om man har eksponeret filmen efter en højere eller lavere ISO, hvor lang tid man fremkalder filmen, hvilken fotograf man spørger, osv. Standard er vist hver 30. sekund eller hvert minut.

Der agiteres.

Fremkalderen hældes ud 15-30 sekunder inden tiden er helt gået. Den fortsætter nemlig med at virke lidt endnu, og så har man tid til at hælde stoppebadet på. Stoppebadets temperatur er vist ikke helt så vigtig som fremkalderens. Det skal også bare være i tanken i et minuts tid, ikke super vigtigt. 
Min fixer er jo såkaldt "rapid fixer", hvor godt det så end er. Den skal i hvert fald i tanken efter stoppebadet, og blive deri i 2 minutters tid. Nogle fixere længere tid. Fixeren skal også agiteres.
Efter fixeren skal filmen skylles. Som Ansel Adams vistnok beskriver i sin bog "The Negative" (meget berømt bog blandt kendere, at du ved det), kan man hælde vand i tanken, agitere i 10 sekunder, hælde vandet ud og frisk vand i, agitere 20 sekunder og gentage det med 30 sekunder til sidst. Så spilder man ikke vand ved at lade litervis strømme fra hanen gennem tanken, som mange folk ellers gjorde engang. "Tsk tsk" til mange folk engang.
Til slut kan man vædde filmen ved at lade den løbe igennem et kar med vand blandet op med sæbe (uden at det skummer!) for at fjerne overfladespænding og sørge for, at vandet løber let af filmen. Man kan også bruge et specielt gennemfugtningsmiddel, som f.eks. det der engang hed Agepon.
Så skal negativerne bare hænges til tørre i et nogenlunde støvfrit rum; toilettet f.eks. Det tager ikke så lang tid. (Jeg havde bare hængt dem på tøjtørrestativet i baggangen. Plus jeg var utålmodig efter at se resultatet, så tog negativerne ned og forstørrede dem i mit forstørrelsesapparat 20 minutter efter at have hængt dem op. Rebel!)
OG SÅ! Så er der sgu fremkaldte negativer!

Her er et
udklip fra en
stripe af mine
første negativer.

PS: Jeg ved endnu ikke, om de her negativer rent faktisk blev fantastiske, da jeg ikke har fremkaldt dem ned på papir. Fortsættelse følger!

Halv-nostalgisk tilbageblik

De her billeder var nogle af de allerførste jeg tog med min mors gamle Chinon CA-4, og det var noget af det, der gav mig gnisten til at fotografere. Oh the good old days. Med billige kodak-film fra aldi og et gammelt kamera kommer billederne til at se helt gamle ud! Ingen photoshop eller noget, vignetteringen er ganske naturlig når man blænder den gamle Auto Chinon 1,9/50mm helt op. (Jeg kan ikke afvise, at der er kommet en hånd i vejen et sted...)

Klik på billederne for større version. De er allesammen taget ikke langt fra hvor jeg bor, og scannet med min elendige Canon Pixma MP150 '117-ting-i-én-printer' med sølle 300 dpi's  opløsning. Ikke desto mindre kan de da ses!

Vent, hvad går det her ud på?

Hej.

Jeg startede i 2009 at tage billeder med min mors gamle spejlreflekskamera. Et Chinon CA-4, som hun har taget tusindvis af billeder med (bl.a. af mig!) siden hun købte det i 80'erne, men som havde samlet støv siden den digitale era gjorde det 'forældet'. Jeg fandt det frem, købte Kodak farvefilm fra Aldi, og gik på jagt. Fra da af var jeg hooked på fotografering! (Men dog ikke på prisen for at fremkalde billeder hos den lokale fotopusher...)
Siden købte jeg i starten af 2010 et digitalt spejlrefleks; et Nikon D90 med et 18-105mm objektiv for mine svært optjente spareskillinger. Det har jeg brugt meget, og har elsket at lege med de mange mange muligheder, for ikke at tale om at fotografere i RAW-format og så sidde i fotoshop til langt ud på natten, når man egentlig burde lave lektier.
Men som tiden er gået, er jeg blevet en af disse finurlige unge, som vil have ældgamle ting! Det er vist en tendens. Alt fra LP'er, stereoanlæg - og selvfølgelig kameraer - skal være fra før jeg var født. Mindst. For der er sgu en charme ved mekanisk og analogt udstyr, som aldrig vil kunne matches af det digitale. Findes der f.eks. noget bedre end lyden af en knitrende og roterende vinylplade, som har været spillet af langhårede flippere til dansefester i 60'erne? Næppe. Findes der da noget bedre end følelsen af, når lukkeren i et 30-40-50 år gammelt kamerahus, bygget til at leve længere end dig, siger 'klik-klak'? Næppe.
I alle henseender er jeg amatør. Jeg har ikke fotograferet særligt længe eller særligt meget, men jeg elsker det. Det er min hobby, og jeg elsker det.
Grunden til denne blog er, at jeg vil tage min analoge interesse til næste skridt; jeg vil fremkalde billeder selv. Min digitale kamera bliver efterhånden kun brugt til opgaver, som at tage billeder til familiearrangementer eller specielle lejligheder, hvor billeder skal bruges/ses af nogen snarligt efter eksponering. Men med mine analoge film har jeg det rigtig sjovt! Der bliver taget billeder af alt mellem himmel og jord, og jeg gør mig umage, for jeg kan jo hverken se resultatet med det samme eller bare knipse løs (film er dyre!). Ikke nødvendigvis umage med alt det tekniske, men umage med at gøre billedet mit eget. Fotografere øjeblikke/genstande/mennesker som virkelig er værd at bevare.
Ikke at jeg er kræsen, men analog fotografering giver mig en større følelse af, at billeder er noget værdifuldt. Lige præcis dén følelse mangler jeg i et samfund, hvor 200 billeder bliver uploadet på facebook efter hver weekend. Pænt nej tak, siger jeg.
Det var en lidt lang introduktion, og uden noget klart formål formuleret. Altså lige som jeg vil have det!